Åbent hus på Riis Friplejehjem 17. september 2016

Så blev det atter tid til vores store årlige arrangement med åbent hus på hjemmet. Det er noget som rigtig mange ser frem til, og med hjælp fra Støtteforeningen, Beboer- og pårørenderådet og en del frivillige kræfter, blev dagen da også en rigtig succes. På trods af vejromslag til noget køligere vejr holdt det tørvejr hele dagen, og mange var forbi terrassen, hvor der blev fabrikeret den gode velkendte æblesaft samt stegt pattegris og solgt kartoffelsalat, frikadeller og salat. Der var også mulighed for at prøve kræfter med "kartoffelknuseren" - men mange måtte sande at det var sværere end det så ud til :-)

Givskud kunstforum stillede også i år velvilligt op med diverse forskellige boder, køkkenet solgte delikatesser samt kaffe og lagkage, og så var der selvfølgelig den store tombola, som rigtig mange lokale handlende havde støttet med gode gevinster. Og der blev også i år udsolgt :-)

Støtteforeningen stod for underholdningen - Syngepigerne fra Jelling. De kom i deres flotte kjoler og sang i bedste "bakkesangerindestil" alle de kendte sange som vi kender så godt og kunne synge med på. Stor tak for det.

Alt i alt en rigtig god eftermiddag, hvor rigtig mange besøgende valgte at bruge et par timer på Riis Friplejehjem og måske benytte sig af at få en rundvisning, lidt godt mad og underholdning. Nedenfor er der lidt billeder fra dagen.

 
 

Der var et stor udvalg af forskellige boder - især Givskud Kunstforening var mødt talstærkt op med deres flotte håndværk - alt fra træ, sten, læder, strik, kort osv. osv. Og der blev solgt orcideer og delikatesser fra køkkenet.

Vita Hauge og Jette Skriver styrede tombola'en og de mange flotte gevinster. Vi siger tak til de mange velvillige handelsdrivende og samarbejdspartnere.

Som noget nyt i år blev der solgt helstegt pattegris, som stod klar på grillen udenfor på terrassen. Og køkkenet havde fået stillet et lille telt op til at sælge tilbehør - kartoffelsalat og salat. Hvis man nu ikke var til grilstegt pattegris kunne man i stedet på gode hjemmelavede frikadeller. Udenfor var der også plads til "æblemostholdet".

Støtteforeningen havde også i år taget "kartoffelknuseren" med. Og der var mange forbi for at afprøve reflekserne. Der sendes en kartoffel igennem røret, og så gælder det om at ramme kartoflen når den kommer til syne. Og det er er ikke så nemt endda :-) Hvis man var så heldig at få ram på kartoflen fik man en flødebolle :-)

Støtteforeningen havde lovet at stå for underholdningen, og til dette havde de engageret "Syngepigerne fra Jelling". I 3 kvarter underholdt de flotte damer i bedste "Bakkesangerindestil" med rig mulighed for at synge med. Samtidig var der mulighed for at tage hul på eftermiddagskaffen, som kunne købes ved køkkendøren.