Den 15. juni havde aktivitetsafdelingen premiere på et nyt tiltag - en sportsdag. Og vejret var jo som bestilt til sådan et arrangement - dejligt lunt med små 20 grader. Parkeringspladsen var ryddet for biler og der var sat borde op ved garagen og nede ved Hedeby Hytten. Og der var aktiviteter for enhver smag - kørestoleringridning - dåse nedskydning - fiskedam - hjernegymnastik - eller en tur på den udendørs træningsbane.

Dagen højdepunkt var annonceret til kl. 11.30 - kapløb mellem forstander Poul Henning Larsen og afdelingsleder Susanne Højgård. Og der blev stemt livligt på hvem der ville løbe med sejren. Undervejs på løbeturen var der indlagt et par "forhindringer" - en sodavand som skulle drikkes og 5 balloner der skulle pustes op. De måtte begge sande, at det er altså ikke så ligetil, når man er godt forpustet. Og selvom der var engageret personlig træner, måtte Poul Henning se sig slået på målstregen - eller deromkring :-)

Efter strabadserne ventede der så lidt godt til ganen til alle - og efter sidste års succes var der igen lavet en aftale med Dørken Minigrill og deres pølsevogn. Så der var dejlige hotdogs til alle, som blev indtaget ved de opstillede borde. Desserten blev vi heller ikke snydt for - en god is.

Det blev til et par rigtige hyggelige timer med sjove aktiviteter, hyggeligt samvær og mange gode snakke ind i mellem. Tror bestemt det bliver en ny årlig begivenhed på Riis Friplejehjem fremover. Stor tak til Aktivitetsafdeling og fys/ergo teamet for det store planlægningsarbejde. Se af billeder nedenfor.